Lidt om os og vor historie

Hvorfor det hedder ’Højskolehjemmets Velfærdsforening’? Velfærd – altså medlemmernes – siger sig selv: vi vil gerne ha’ det godt….. Generationen før os havde ’ Højskolehjemmet’ på samme adresse, vi har HOLMs, hvor foreningen har hjemme, og hvor vi føler os godt tilpas i de gamle hus fra 1584.

Man kan ikke blot melde sig ind i Højskolehjemmets Velfærdsforening, men man kan søge optagelse ved henvendelse til bestyrelsen, som skal godkende eventuel optagelse.

Foreningen er stiftet den 19. januar 1999, og den er IKKE en loge. Vi er som folk er flest. Der er nogenlunde balance mellem antal af mænd og kvinder, og foreningens max. 40 medlemmer er rekrutteret blandt f.eks. advokater, sygeplejersker, vognmænd, bygmestre, rengøring, direktører, rådgivere, detailhandlere, konsulenter, revisorer, restauratører, musikere, IT-folk, kaptajner, styrmænd, ejendomsmæglere m.fl.

Der er klubaften hver onsdag kl. 17:30 til 19:00 i HOLMs bar, hvor der er ’Happy Hour’ for medlemmerne og deres ledsagere: der er ikke halv pris på det, man nyder, der er ’ 2 for the price of 1’ – og det er jo i virkeligheden det samme ;-)

Torsdage i lige uger er der optælling af medlemmernes sparede midler, som straks efter bæres over i Middelfart Sparekasse’s sikre rammer. Fra en formandsberetning kan citeres: ’ Optællerne kæmper sig vej gennem snemasser, orkaner, jordskred, vulkaner og andre katastrofer for at tælle vore opsparede penge.’

Af foreningens afholdte arrangementer kan bl.a. nævnes revy i Brædstrup, svampeture ( hvor også svampene i skoven indgår), ABBA Show, Fawlty Towers i Vejle Musikteater, boksestævne med Brian Nielsen og Mike Tyson ( på TV, må vi tilstå), Zirkus Nemo, sommerfester i det fri til vands og til lands og James Bond snigpremierer.

Hvorfor en Velfærdsforening?

Foreningens formål er at give medlemmerne mulighed for at spare til sig selv ved pligt – min. kr. 100 pr. 14. dag men uden limit - og under fortrolighed. Og ikke mindst er der mulighed for socialt samvær ved foreningens arrangementer og foreningens interne lottospil, der i stor grad financierer de førstnævnte.